Tobias arbejder abstrakt med sin kunst, hvorigennem han søger at artikulere sine tanker og sit indre kaos og konflikter ved at være et ungt menneske i verden i dag. Tobias tilgår sine fortællinger ved at organisere både det figurative og det nonfigurative i sin kunst, samt et tilhørende digt eller prosa, som skaber en sproglig forbindelse til værket.
Tobias benytter sig meget af klare imødekomne farver, som sættes op imod en mørkere fortælling, som sammen formidler en uro i billedet, der holder blikket fast i en undersøgelse af motiverne.
Der er en tilsvarende dragelse i hans skulpturer, som taler om en amorph tilstand i de overfladisk konstruerede kroppe, der fortæller om det foranderlige kropslige motiv som er et nyt ideal. De står som en form for dystopiske skins, mennesket kan vælge mellem i den grænseløse postmoderne verden.
Som en måde at skabe samklang med sin mere ekspressive kunst, digter Tobias også, og har her et rum, hvor han sættes utrygheden fra en mere formaliseret verden på spidsen gennem ordet. Digtene fæstnes på maleriernes bagside, og bliver en sproglig besjæling af kunstværket, som forener værkets udtryk, med kunstnerens indtryk mens den kunstneriske proces pågår.
